Ankomst til "drømmen om København" med 4 toget.

1959 rejste jeg til Kongens By og lejede et lille værelse på Østerbro. Det blev en stor omvæltning, for jeg kendte ikke nogen i København. Jeg meldte mig ind i Københavns musiker- og orkesterforening, men det var svært at komme i gang. Jeg spillede på forskellige værtshuse og jazzsteder.

En dag ringede Ib Renard, som havde sit berømte danseorkester med sangerinden Grete Klitgaard på restaurant Prater i Stengade i København.

Han spurgte, om, jeg kunne afløse en måned for hans pianist Johannes Rasmussen. Jeg blev naturligvis glad, uden at vide, hvor svær opgaven var. Der var nemlig mange artister, der optrådte på Prater, og de kan ofte være vanskelige at spille til, hvis man ikke er meget trænet. Jeg slap dog levende igennem skærsilden, men blev klar over, at jeg skulle lære meget mere. Som rytmisk musiker troede jeg ikke rigtigt på konservatoriet, da jeg havde hørt, at man kunne miste sin jazzfeeling ved at spille så meget klassisk musik. Dengang fandtes Rytmisk Musikkonservatorium ikke. I stedet opsøgte jeg forskellige lærere i København, og den jeg lærte mest af var klaverpædagogen Alexander Stoffregen, som mange pianister talte meget om. Det var dyr undervisning, men også meget effektiv. Jeg lærte at læse noder meget hurtigt og at sætte mig ind i vanskelige klaverstykker. Det jeg især lærte var en ny fingerteknik, som bragte min hurtighed op på klaveret. Da mine favoritter var Oscar Peterson og Erroll Garner på det tidspunkt, fik jeg på denne måde teknik nok til at spille i deres stil. Da de store navne jo kom til København, havde jeg gode muligheder for at studere dem nærmere ved koncerterne. En af de største musikalske oplevelser, jeg har haft var i det gamle Mont Martre, hvor Stan Getz spillede en tid med den svenske pianist Jan Johanson og Oscar Pettiford på bas samt William Schiøpffe på trommer. De lavede vidunderlig jazzmusik og gav stødet til, at jeg i dag også spiller tenorsaxofon.  

Her et foto af min kvartet i Exalon på Strøget i København.

Jeg kom efterhånden til at spille med en del orkestre bl.a. turne i Sveriges folkeparker med Teddy Petersen og Arne Lamberth. Desuden begyndte jeg også at få en del opgaver som akkompagnatør for kendte solister f.eks. Grethe Sønck, Dario Campeotto, Otto Brandenburg og Grete Mogensen. Det var morsomt at komme tilbage til Aalborg igen med de kendte navne, hvor vi bl.a. optrådte i Tivoli Karolinelund.

Jeg giftede mig i København med sangerinden Anni Sandermann, og vi dannede sammen forskellige orkestre, som vi kom til at spille meget med over hele Danmark. Vi spillede meget på Restaurant Nimb i Tivoli bl.a. til en række fantastiske nytårsaftener for københavnerne med Rådhustårnet og fyrværkeri i Tivoli.

Nedenfor vort band fra hotel Sheraton, Copenhagen.
En gennemgående musiker i vort orkester var den herlige trommeslager Hans Sørensen.
Andre musikere var Søren Anker, Fritz von Bülow, Jens Melgaard, Niels Stuart (Flipper) , Torben Benthien plus mange andre herlige musikere.

Turneerne i Sverige var charmerende, men det var nogle lange køreture højt op i landet til folkeparkerne. Det, der er det mest forunderlige er, at man kører i lang tid på øde strækninger og lige pludselig er der en rydning i skoven, og der er masser af biler, som kommer langvejs fra. Der er altid en stor scene, hvor de kendte solister optræder. Arne Lamberth var jo svensker, selv om han boede i Danmark i mange år og talte perfekt dansk. Han var mere kendt i Sverige som trompetsolist, så når vi mødte op, skulle vi skrive autografer til højre og venstre. Det skete også, når vi sad på restauranter i de store byer. Den smukkeste oplevelse var en aften ved bredden af Wänern, hvor Arne i hvid smooking spillede en russisk folkevise med hele søen som rumklang en vidunderlig sommeraften. Det er et af de mageløse øjeblikke, man husker som musiker.

   (Klik til næste side)